Forside

Nyheder

Grundlæggende ølbrygning

Min øldagbog

Kontakt mig

Links

Bellebryg 13: "Rød Base"

En et afsnit af Mik Shacks Hjemmeservice i haven holdt de festival i haven - på deres egen måde. De ville kun høre hovednavnet - DAD - og spise god mad - Risotto. Men vigtigst af alt, de ville drikke øl som var brygget på base i stedet for syre. Det strider imod al teori om ølbrygning, men ikke desto mindre, så drak de det. Jeg kender ganske udemærket øllen fra Fullers, som er ganske velsmagende. Det lyder som et eksperiment for Bellebryg, at brygge en basisk øl. Derfor har jeg rådført mig med en "gal videnskabsmand", så jeg har fået fremstillet basisk band. Og så benytter jeg også lige lejligheden til at lege med Cara Red-malt. Velkommen til "Rød Base"!

Ingredienser:

Gærbare:
- 1750 g Pale Ale Malt
- 1000 g Munich Malt
- 500 g Cara Red Malt
Krydderier:
- 18 g humle af ukendt oprindelse
- 9 g East Kent Goldingshumle
Øvrigt:
- Ca. 11 liter vand
- ca. 4 tsk "PH+"
- Ca. 2 gram gær, "Muntons Premium"

Fremgangsmåde

Brygdagen var den 20. januar 2006. Målet var at brygge en basisk baseret øl. Jeg havde rådført mig med en laborant, som mente, at natriumkarbonat ville være det bedste til at regulere ph-værdien med. Det fandt jeg i Matas - et middel til at regulere ph-værdien i swimmingpools med - tja, hvorfor ikke? I drikkevand må der være op til 175 mg natriumkarbonat pr. liter, så helt farligt kandet vel ikke være...

Jeg startede med at bringe omkring 5,5 liter vand op på 73,5 grader, hvorefter jeg jeg regulerede ph-værdien fra omkring 7,5 til ca. 9,5, og tilsatte malten. Jeg havde valgt en Pale Ale Malt, store mængder af den "varme" Munichmalt og en stor mængde af Cara Red, i håb om at øllen bliver rød. Temperaturen landede på ca. 61 grader, og hele herligheden satte jeg i ovnen.

Efter ca. en halv time, målte jeg ph-værdien igen. Her var den faldet til mellem 5 og 6. Derfor tonsede jeg en masse PH+ i, til ph-værdien igen var over 7. Efter en time og 40 minutter i ovnen, hældte jeg masken over i min hulspand. Jeg hældte det første urt oveni masken igen. Herefter hældte jeg gradvist 5,5 liter 80 grader vand oveni, for at trække mere sukker med. Der blev omkring 7 liter urt ud af det. Ph-værdien var lige omkring 7, så jeg tilsatte lidt mere PH+, så ph-værdien steg til næsten 8. Graviteten var på 1050, hvilket nok medfører en alkoholprocent på knap 5.

Jeg kogte det op med en ukendt humlerest, som jeg lige så godt kunne bruge til en eksperiment. Derudover brugte jeg lidt East Kent Goldings. Herligheden kogte jeg i 15 minutter, hvorefter jeg sigtede humlebladene fra. Dagen efter, da det var kølet af, tilsatte jeg omkring 2 gram gær af typen "Muntons Premium"

Den 30. januar var det tappedag. Jeg vurderede, at der varomkring 5-6 liter øl o gæringsbeholderen, så jeg kogte 25 gram sukker, som jeg hældte i en beholder, hvor jeg også trak øllet over i. Derefter lod jeg det stå et kvarters tid, og tappede det på flasker, som var desinficerede i en iodophor-opløsning.

Jeg målte FG til 1023, så alkoholprocenten ligger omkring 3,5-4, men det er en usikker måling. Ph-værdien var faldet til omkring 6, så det basiske er gået over. Men det meste af processen er foregået basisk, så jeg kan nok drage erfaringer fra brygget. Smagen var yderst mærkelig, da øllen var markant bitter, men det havde også en kemisk-tandpastaagtig-besk bismag. Jeg tappede kun 8 flasker af det, så det blev til 4 liter Rød Base.

Resultat:

Tirsdag den 7. marts var det smagedag. Øllen havde en meget klar rødbrun farve, og var utrolig flot. Der var meget brus i. Smagen var stadig meget kemisk, men alligevel på en måde, hvor det komplementerede bitterheden på en spændende måde. Det var dog mere underligt end det var godt.