Forside

Nyheder

Grundlæggende ølbrygning

Min øldagbog

Kontakt mig

Links

Bellebryg 14: "Lys Belle"

Her i løbet af sommeren har jeg et par gange drukket en Lys Thy. Det er egentlig en dejlig øl, som smager fint, selv om den kun er 2,4 %. Den har - sammen med andre kilder - inspireret mig til at eksperimentere med at brygge en lys øl. Velkommen til Lys Belle!

Ingredienser:

Gærbare:
- 1800 g Munichmalt
- 1600 g Pale Alemalt
Krydderier:
- 20 g Cascadehumle
Øvrige:
- Vand
- Ca. 2 gram gær, "Muntons Premium"
- Ca. 3 tsk økologisk rørsukker til eftergæring

Fremgangsmåde:

Jeg har efterhånden fået studeret noget i processen med at lave øl, og hvad der foregår i de forskellige stadier. For eksempel en ting som enzymprocessen som foregår under mæskningen, men som stopper ved omkring 75 grader. Jeg har læst, at hvis man mæsker over den temperatur, så får man smagen ud af malten, men sukkeret er ikke så gærbart. Dermed skulle man få en alkoholsvag øl med god smag.

Brygdagen var den 20. januar 2006. Jeg startede med at bringe cirka 7 liter vand i kog, hvorefter jeg tilsatte malten. Temperaturen faldt med det samme til 82 grader. Her begyndte noget af malten at stivne, så jeg frygter lidt for, om fraløbet bliver muligt.

Efter en time og 30 minutter i ovnen ved 100 grader, var jeg klar til fraløbet. Jeg hældte masken over i min hullede spand, hvorefter det begyndte at dryppe. Desværre stoppede det med det samme fuldstændig til, og for at få noget igennem, måtte jeg røre i spanden. Det betød, at der kom ekstremt meget bundfald med. Derfor lod jeg mig nøje med mindre urt, frem for at kassere brygget.

Det blev til omkring 6 liter tyktflydende, grumset stads, som jeg kogte op med 20 gram Cascadehumle i 15 minutter. Derefter hældte jeg det over på gæringsbeholderen, og dagen efter, da det var kølet af, tilsatte jeg omkring 2 gram gær af typen "Muntons Premium".

3 dage senere, d. 23. januar, valgte jeg at stikke det om. På det tidspunkt var det stadig noget grumset og tyktflydende stads, men jeg brygger det nu alligevel færdigt, og tapper et par flasker...

Søndag d. 30. januar tappede jeg den. En nyskabelse på Bellebryg er, at jeg desinficerer med Iodophor, et jod-baseret produkt, hvor man fylder flaskerne, og lader dem stå i 2-10 minutter. Jeg valgte at sænke dem ned i opløsningen i et kvarter, så jeg var sikker på at få det hele med.

Det var stadig en grumset og sovset omgang. På grund af den problematiske brygproces blev det kun til 3 flasker á 33 cl, men det gør ikke så meget, for det bliver sikkert alligevel ikke værd at drikke. Jeg smagte også til det, og smagen var yderst fraværende, men målet om at brygge en alkoholsvag øl må absolut være opfyldt. Den var dog alligevel mere smagfuld end en Tuborg Light. Jeg tilsatte en teskefuld sukker til hver flaske, og nu skal de stå mørkt i et par uger, til de kan drikkes.

Resultat:

Tja, så venter jeg på, at øllet er eftergæret. På grund af konsistensen, har jeg overvejet, om øllen skal omdøbes til "Saucy Ale" eller noget i den stil. Lys Belle er noget misvisende, men jeg holder nu alligevel fast i det oprindelige navn....

Hvis jeg skal evaluere projektet med at brygge 3 øl på en dag, så må jeg nok sige, at med mine nuværende faciliteter, så blev det for vildt. For eksempel har ikke fået lavet ordentlige målinger på sukkerindholdet, og med den her øl ved jeg ikke, hvad alkoholprocenten landede på. Til gengæld har jeg lavet mere øl med den samme mængde oprydning bagefter, hvilket er absolut positivt. En anden gang vil jeg nok nøjes med to forskellige øl.

Tirsdag den 7. marts var det smagedag. Øllen var stadig helt uklar og sovset. Det smagte lidt af øl, men mest bare grimt. Så dette forsøg var vist ingen succes!