Forside

Nyheder

Grundlæggende ølbrygning

Min øldagbog

Kontakt mig

Links

Mere om udstyret

Som nybegynder vil jeg anbefale at man ikke køber alt for meget udstyr, ikke før man er sikker på at det er en hobby man vil fortsætte med. I stedet kan man improvisere eller låne sig frem.

Simpelt udstyr - det nødvendige

Gæringsbeholder og gærlås

Min første gæringsspand var en simpel en. Det var en sildespand jeg havde fået fra min onkels grillbar. I låget havde jeg boret et hul, sat en slange i, som gik ned i et reagensglas. Så længe spidsen slangen var dækket af vand, virkede den som gærlås. Dermed kunne jeg både følge med i bloppene og holde bakterier ude. Senere fik jeg en vinballon, som desværre havde den bagdel, at det ikke var til at komme til at skumme gær af gennem den lille åbning. Derfor har jeg købt en 30 liters gæringsspand med låg og en rigtig gærlås.

Hævert

Jeg købte et stykke slange i et byggemarked, som jeg kunne bruge som hævert. Problemet med denne løsning er, at det suger bundfaldet først. Derfor fik jeg en udfordring i at vende enden, så den suger oppefra i stedet. Jeg satte en speciel prop fra en vinflaske i et plastiksnapseglas og borede nogle huller 2 cm inde på slangen. Når jeg sætter proppen på, så suger slangen ind gennem de borede huller, som sidder nede i snapseglasset. Dermed suger den det øl der er ovenover i stedet for det der er nedenunder. En lignende metode bruges i akvarier, for ikke at suge stenene op.

Mæskegryde

En suppegryde er ren komfort. En mindre gryde kan sagtens gøre det, man skal bare mæske i flere omgange. Jo større gryde, jo færre mæskninger.

Termometer

Man kan få termometre, der går op over 100 grader. Jeg klarede mig dog længe med et almindeligt stegetermometer". Jeg monterede en anordning på gryden, som stegetermometret kunne hænge i, så jeg ikke skulle holde det. I dag har jeg skiftet det til et rigtigt og mere præcist termometer.

Maltkværn

Man kan købe en professionel maltkværn, som gør arbejdet meget lettere. Jeg har i stedet en kaffemølle til 69,95 fra Kvickly, som klarer arbejdet fint. Bare man har tålmodighed.

Flasker

I dag bruger jeg kun patentlågsflasker i mit bryggeri. Patentlågsflasker af glas er meget solide, lukkemekanismen holder og glas kan skoldes. Tidligere brugte jeg ½-liters sodavandsflasker, en nem og billig løsning, hvor man kan mærke på dem for at følge med i øllets kulsyreudvikling. Jeg har tidligere eksperimenteret med cocioflasker, syltetøjsglas og lignende, men det holder ikke. Låget er kun tæt når der er undertryk i beholderen, og gevindet i cocio-flaskerne er ikke holdbart.

Øvrige ting

Derudover har man brug for en grydeske" og et dørslag eller noget andet, som kan bruges til at si. Jeg har købt en 10-kronersspand, som jeg har boret en masse huller på 3-4 mm i bunden af. Dermed kan "hulspanden" indeholde al masken.

Avanceret udstyr

Et hydrometer er et aggregat, som man sænker ned i et reagensglas med en prøve af øllet/urten. Sukker vejer mere end vand, så man måler hvor mange gram det vejer pr. liter. Når man har mæsket, tager man en prøve i et måleglas og måler "Original Gravity", OG. Når det er ved at være gæret færdig, kan man måle "Final Gravity", FG, som gerne skulle ligge mellem 1015 og 1005. Det er en mere sikker metode til at vurdere om gæringsprocessen er færdig. Ud fra formlen (OG-FG) / 7,7 kan man groft beregne alkoholprocenten i brygget. Hvis man for eksempel har målt OG til 1040 og FG til 1010 og sætter det ind i formlen: (1040-1010) / 7,7 = 30 / 7,7 = 3,90 - dvs. øllet har en alkoholprocent på 3,9 % Vol. Jeg har anskafftet mig sådan et aggregat, og er virkrlig glad for det!